Selvfølgelig har medaljer også en bagside

Mange jubler over de evner elitesportsfolk har tilegnet sig i deres sportskarriere. Min nysgerrighed gik på, hvilke udfordringer der følger med. Lad os tage et nuanceret kig på det.

At strukturere sin tid, at prioritere, at kunne holde fokus og træne hårdt i mange timer. Det er kompetencer som mange atleter kan nikke genkendende til. Hvis ikke lige frem identificerer sig med. At være velforberedte altid. Men sportens verden er tit en boble, hvor atleterne lever en beskyttet tilværelse.

Behovet for forberedelse

Derfor kan det blive en udfordring for atleter, der er vandt til at forberede sig, at de ikke nødvendigvis kan forberede sig på, hvad livet byder dem. Kriser som at få et barn (yes, ifølge udviklingspsykologien betegnes det at blive forælder som en krise), sygdom, fysiske skader kan man næppe forberede sig på.

Det kan også give sig til kende i relationer til kolleger og samarbejdspartnere, som ikke nødvendigvis har samme opfattelse af behovet for at forberede sig.

Det ligger i sportens natur at overskride grænser. Derfor kan det blive en udfordring at lære at respektere sine egne grænser. Det er en fin evne at kunne æde sig selv. I kortere perioder. Men det kan slide i længden og føre til stress og burn out.

Skolelæreren der brændte ud

Jeg husker en case fra et forskningsstudie om udfordringer for OL-medaljetagere ved at indstille sportskarrieren. Det var en ung skolelærer der var vandt til en høj feedbackrate. Hun kvittede sporten og startede med at undervise på folkeskoleniveau.

30 elever og hende i klassen. Men ingen tilbagemelding på, om hun gjorde det godt eller om der var noget hun skulle gøre anderledes. Børnene sagde ikke nødvendigvis noget, og hendes kolleger var jo ikke tilstede i undervisningssituationerne.

Det endte med at hun gik ned med stress og en depression, som tog hende et års tid at komme sig fra. Det synes jeg er meget sigende for, hvad det er for nogle forhold atleter arbejder under i sportens verden. Når de kan holde fokus og en høj arbejdsintensitet, så er det tit betinget af, at der er feedback som motiverer – om det så er en træner, der siger at nu skal man rykke lillefingeren en ½ cm til venstre, eller blot en følelse af at lykkes eller forbedre sig.

Fra sport til erhvervsliv

Det har været besnærende for mange i erhvervslivet at kigge ind i, hvilke metoder der virker i sportens verden. Det er ligefrem blevet en trend, som dog nok er på retur igen. Men måske der kommer til at ske noget når de unge generationer kommer på arbejdsmarkedet – for de vil gerne have hyppig feedback, er der flere undersøgelser der peger i retning af.

En overgjort styrke er en svaghed

Min påstand er, at man i sportens verden både tillærer sig gode og mindre heldige træk. Generelt mener jeg, at en overgjort styrke kan blive ens største udfordring. Det kan være perfektionismen der gør, at hvis man ikke kan gøre noget perfekt, så slukkes motivationen for at gøre noget totalt. Så er meget tabt.

Så hvad kan man gøre?

Jeg tror på, at det er vigtigt at man er villig til at kigge på sine forcer som atlet, når man begynder sin civile karriere. At man gransker, hvad det er man har tillært sig, og er nysgerrig på og villig til at aflære sig eller moderere sig nogle mønstre. Et godt tip kan være, at se på hvad det er man bliver frustreret over hos andre.

Tit bliver man jo mest irriteret over de ting andre gør, når man ikke kan holde ud, at man også selv gør det. Folk, der trykker på ens knapper, kan give nogle gode hints. Ligeledes kan misundelse være en god indikator for, at der er noget, man selv gerne vil komme i besiddelse af eller lære. Nysgerrighed er nøglen her. Og svære følelser er ofte en kilde til vækst. Ingen har nogensinde udrettet store bedrifter indenfor komfortzonen. Just sayin’.