Rejsen fra roning til ro

Hvordan føles det, den ene dag at være en stærk elitesportsudøver og den næste at være et helt normalt menneske? Og hvordan kommer man videre, når det man brændte allermest for at gøre, ikke længere er muligt?

Her er historien om, hvordan jeg indstillede min rokarriere – om passionen, smerten og om at genfinde mig selv.

September 2006

Vi kom hjem fra VM med en 6.-plads i kufferten. Siden da har jeg brugt det meste af min tid på en stor eksamen på universitetet. Derfor har træningen været på et vågeblus indtil nu. Min holdkammerat er i fuld gang allerede. Det har jeg dårlig samvittighed over.

Jeg går derfor i gang med træningen for fuld drøn. Det er vigtigt for mig at vise de andre landsholdroere, at jeg er klar og engagerer mig 100%. Ligesom jeg plejer! Jeg føler, at jeg har et ry at leve op til. De andre skal kunne regne med mig. De skal vide, at jeg er der, uanset om det er VM eller en mørk novemberaften.

Vi starter med styrketræning, hvor vi squatter med hinanden på skuldrene. Det svider i lårene i flere dage. Jeg kan knapt gå ned af trapperne fra træningssalen. Jeg ved, at opstarten er hård, for jeg har gjort det mange gange før.

Og jeg er ikke typen, der siger nej, når det gør ondt. Så ville vi jo aldrig komme nogen vegne.

Dagen efter ror vi i romaskiner. Et kvarters opvarmning efterfulgt af én times program. 3 gange 20 minutter i skiftende tempi. Mine ben føles svage. Det er som om, de er lavet af gummi, og de vil ikke lystre. De gør selvfølgelig ondt, men jeg slår det hen og siger til mig selv, at jeg bare kan bruge min ryg lidt mere.

Lokalet sejler af sved og damp samtidig med, at musikken brager ud af højtalerne. Vi har spejle foran os, og vi ror i takt hele vejen. Vores træner står bag os og ser til. Vi kan se, hvor mange watt vi omsætter i vores egen og vores nabos romaskine. Det niver i min ryg. Ikke meget, men nok til at jeg mærker det i lænden.

Men jeg bliver ved. Jeg gennemfører programmet og er tilfreds med mig selv. Siger til mig selv, at smerten er væk i morgen. Jeg lægger ikke noget i det. Det er normalt, at træningen gør ondt, og jeg har brugt flere år på at lære at håndtere det.

Faktisk er jeg stolt af, at jeg kan træne hårdt, selvom jeg ikke er restitueret.

Men dagen efter gør det stadig ondt i min ryg. Jeg er endda nødt til at indrømme det overfor min træner og holdkammerat. Mine benmuskler er stadig hævede og ømme, så jeg hopper på kondicyklen. Jeg er nervøs og irriteret over det. Det er kedeligt at sidde på cyklen, og i min verden tæller det ikke som rigtig træning.

Tiden går, og ømheden i ryggen går ikke væk. Min træner siger, at det nok går over igen om nogle dage. Han foreslår, at jeg måske skal lave en aftale med en sportspsykolog. Bare for en sikkerheds skyld. Tanken giver mig klamme håndflader. Det er som om, vi begge ved, at der er en risiko for, at det værste er muligt.

Men vi siger det ikke højt. Jeg får behandling hos en fysioterapeut. Det hjælper ikke, så jeg kontakter en anden. Et par uger efter får jeg behandling hos en kiropraktor. Bagefter sidder jeg som på nåle i toget hjem, fordi jeg er bange for at lave en forkert bevægelse, der får smerten til at bryde frem igen. Jeg ånder knapt.

Dagene går, og jeg er bange. Hver morgen vågner jeg op med håb om, at ømheden er væk. Det eneste, jeg vil, er at komme ud i en båd igen. Alt andet blegner ved siden af. Men mit håb forsvinder i skuffelse og frustration, hver gang smerten tager til. Det føles endeløst.

Og det svimler for mine øjne, når jeg tænker på, at jeg måske ikke kommer til at ro igen.

Jeg vakler indvendigt. Overtaler mig selv til, at smerten jo knap nok kan mærkes det ene øjeblik. Det næste forestiller jeg mig at sidde i en båd og mærke knivskarpe jag i ryggen for hvert åretag. Det fylder mig med angst. En sort tung fornemmelse breder sig i mit bryst. For det vil jeg ikke kunne gøre imod mig selv.

Min træner og holdkammerat tager med til et møde hos sportspsykologen. Jeg ved ikke hvordan, men det bliver pludselig meget tydeligt for mig, at det er tid til at indstille min kamp. Jeg græder meget. Det gør utroligt ondt at slippe håbet. Mit luftrør er én stor knude. Det er som om, virkeligheden bedrager mig.

Jeg kommer hjem på kollegiet og lægger mig direkte ind under dynen og hulker. Imens beder jeg til, at mine naboer ikke hører mig. Telefonen ringer. Det er min bror. Han fortæller, at min romakker har sagt, at min bror skal ringe til mig, fordi jeg har det rigtigt skidt.

I det øjeblik føles det, som om der bliver revet en kæmpemæssig sårskorpe af indvendigt. Det går op for mig, at mit liv ændrer sig nu. At min romakker og bror har talt sammen viser mig, at det ikke bare er noget, vi leger. Det svider og min hals snører sig sammen. Der er ikke plads nok til, at jeg kan trække vejret.

På samme tid er jeg dybt bevæget over den omsorg min romakker og bror har for mig. De ser mig i min smerte, og der er intet de eller jeg kan gøre nu.

Mit liv har taget et sving. Men jeg vil ikke med!

Hver morgen, når jeg vågner, skal jeg forstå det igen. Det er ikke en ond drøm, men en ond virkelighed. Med ét føles det, som om mit liv er en kulsort tunnel. Der er bare ikke lys for enden, og jeg famler mig frem. Jeg kender mig selv som stærk, målrettet og som én, der lykkes.

Men nu er jeg utrolig sårbar. Jeg hutler mig igennem hverdagen. Går til forelæsninger på studiet og sætter mig altid på første række tæt på døren. Så kan jeg hurtigt komme ud, hvis smerten overmander mig. Hvis jeg bider mig selv i underlæben, kan jeg kontrollere smerten bedre. Så når jeg at stoppe tårerne, før de løber ned af mine kinder.

Som atlet vidste jeg, hvad der var godt og mindre godt i forhold til mine mål. Derfor har mine valg indtil nu på en måde taget sig selv. Det har været utroligt nemt ikke at tage stilling eller udtrykke mine personlige behov. Jeg er også blevet fantastisk god til at bide smerte i mig og fokusere på præstationerne. Derfor kender jeg dårligt mig selv. Altså mit rigtige selv.

Nu står jeg her, 24 år gammel, og aner ikke hvad jeg kan lide. Det eneste, jeg virkelig har lyst til, er at ro. Og det kan jeg ikke nu. Det føles som om, jeg er faret vild i mit eget liv.

Hvad er der egentlig tilbage, hvis jeg slipper roeren nu? Hvem er Majbrit egentlig? Kan jeg overhovedet lide hende? Og kan andre lide hende?

Min veninde ringer og spørger, hvordan det går. Jeg kan næsten ikke sige det højt, men får sagt, at jeg nok ikke kommer til at ro i år. Jeg kan ikke overskue aldrig at ro mere, så jeg holder bare en pause i år. Nå, siger hun. Det er hun ked af at høre. Så skifter hun emne. Lidt efter ringer vi af.

Jeg er rystet. Sidder bare og stirrer på telefonen. Hun sagde bare "nå" og snakkede videre. Hvordan kan hun bare tale videre, når jeg fortæller hende, at jeg lige har mistet alt, hvad jeg brænder for? Det slår mig, at i min venindes verden betyder det nok ikke ret meget om jeg er god til at ro eller ej. Det er underligt. Det er faktisk en lettelse.

Måske behøver jeg slet ikke være så bange.

December 2019

Nu er det mange år siden, at jeg indstillede min rokarriere. Min sport var både en identitet og en maske jeg kunne gemme mig bag. Et trygt skjul som signalerede overskud, kontrol og perfektion. Men ærligt talt også et ensomt sted, fordi andre menneskers beundring ofte føltes som en distance.

Gradvist har jeg lært, at jeg ikke behøver være stærk og bide mine følelser i mig. Smerten var stor da masken blev flået af, og det tog tid, før jeg turde lade tårerne trille. Over tid er det blevet en lettelse at kunne rumme mine følelser og dele dem med andre. Det føles som en direkte vej til det nærvær, jeg savnede som roer. Det nærvær der giver mig ro.